At forsvinde verden

Han havde gået, og hans sindsstemning havde ændret sig lige så meget som landskabet omkring ham. Han kunne ikke længere huske, hvorfor han var gået. Han vidste dog, at han i begyndelsen havde været irritabel, at han havde haft en fornemmelse af at blive kvalt langsom. Han havde gået krampagtigt; stift, havde ikke ænset de små sommerhuse med menneskene i haverne, der luede ukrudt og spillede crocket. Han var kommet til en lille klynge træer, der stod som en afgrænsning mellem sommerhusområdet og marker. Da han var kommet ud af sommerhusområdet kunne han huske at han havde bemærket, hvor køligt der var i skyggen af træerne. Efter han havde kommet gennem den smalle stribe skov havde han gået langs en sti i kanten mellem en mark og træerne. En let brise mødte ham på den smalle sti. Han havde nydt denne brise; fik mere luftige tanker: forsonende. Det var som om den havde blæse bevidstheden om andre mennesker bort.

Han havde drejet til venstre op ad et traktorspor og kommet til en regulær markvej, som slingrede sig gennem landskabets topografi. Han havde gjort holdt på toppen af en bakke for at tørre sveden af panden og kikke sig omkring. Markernes lys havde blændet ham. Med øjnene havde han fulgt markvejen, han var kommet af. Den bugtede sig som en å gennem de bløde bakker i landskabet, mellem marktræer og udtørrede vandhuller. Horisonten forsvandt i varmebølger og gik gradvist over i himmelen, som var dækket med højtliggende små gråhvide skyer. Skyerne lå for højt til at kunne danne skygger på jorden, så alt havde samme blændende virkning. Han var gået videre. Havde tænkt over hvor tilfældigt sådanne nogle markveje var blevet til for længe siden, men at de alligevel også fuldte deres egen logik. Han vidste ikke hvor længe han havde gået, da han var kommet til et nedlagt savværk.

Han havde haft lyst til at gå ind i bygningen for at sætte sig ned i skyggen, men der var noget ubehageligt ved stedet. Som om noget iagtog ham, så han havde fortsat over en eng og ind i en lund. Da han ikke længere kunne se savværket undrede han sig over, hvad der havde gjort ham bange. Han tog sig normalt ikke af den slags - sjældent lod han fornemmelser styre sine valg. Han havde tænkt over hvorfor han pludselig havde haft en trang til at komme væk. Han havde dog ikke nået til nogle konklusioner, for han var kommet gennem lunden og landskabet havde ændret sig radikalt.

Det nye landskab virkede fremmed på ham. Vegetationen var sparsom. Jorden var lysbrun med tuer af tørt græs. Her og der stod der små fyrtræer omgivet af lyngplanter. Mange af træerne var næsten helt døde og bar kun nogle få grene med grønne nåle på. Overalt var der pukler med dyb sand og det var blevet hårdere at forcere dem. Alligevel havde han fortsat og gradvist blev der færre og færre fyrtræer. Så kom der et langt stykke med hybenbuske og lyng. Denne beplantning stoppede brat og derefter var der kun forskellige hårdføre græsarter tilbage.

Temperaturen var faldet, men mellem klitterne var der varmt. Det var som om luften i disse huller havde stået stille siden tidernes morgen og var blevet varmet op af solens stråler lige siden. Han forestillede sig at når solen gik ned om aftenen ville murerne af sand sørge for at temperaturen ikke ville falde ret mange grader og at et menneske derfor ville kunne leve i et sådanne tagløst hus hele sommeren.

Han var fortsat ned til vandet. Havde stoppet ved vandkanten og taget sine sko af, nu hvor sandet ikke længere var for varmt at gå på bare tær på. Han havde fortsat sin vandring i vandkanten. Solen stod endnu højt på himlen så det var umuligt at kikke nogen steder hen uden at blive blændet: det gule sand, den lysende himmel, solens genspejling i vandet. Han lukkede øjnene. I begyndelsen havde han talt sine skridt mellem de gange han var blevet nød til at åbne dem af frygt for at han skulle falde over noget. Efter et stykke tid var han kommet over denne skræk og holdt sig på ret kurs ved hele tiden at sørge for at han gik i vandkanten: Kom han ind på tørt sand vidste han at han skulle dreje en smule til højre og fortsætte indtil han kom ud i vandet og så rette op igen. Ind i mellem åbnede han øjnene for at se sig om - men hver gang var det det samme han så, det samme landskab med klitter, strand, hav og ellers intet.

Han gik i blinde, lod sine fødder føre ham af sted langs vandkanten. Han behøvede ikke engang at tænke over at holde kursen længere; det hele foregik automatisk. Han så ikke, følte ikke, lyttede ikke, bemærkede ikke kroppens signaler, han ikke engang tænkte mere. Han var gået i et med omgivelserne; var blevet et sandkorn på stranden, eller et vandmolekyle i havet.